Letbaner.DK
 
Ny letbanerapport til Københavns kommune
Nyhed 00383  

Visualisering fra Elefantporten, Carlsberg i Valby
Elefantporten på Carlsberggrunden i Valby.
Visualisering: Billy O'Shea

 

Ny letbanerapport til Københavns kommune

 
30.12.10
Valby lokaludvalg har taget initiativ til en ambitiøs trafikløsning på bydelens fremtidige trafikudfordringer.

Den netop offentliggjorte forundersøgelse for en letbane igennem Valby vil blive videresendt til Københavns kommune, så den kan indgå i den overordnede trafikplanlægning for København og Hovedstadsområdet. Det skal ses i sammenhæng med omegnskommunernes plan om en letbane langs Ring 3, således at den kan indgå i et større net af fremtidige letbaner.

Formanden for Valby Lokaludvalg, Michael Fjeldsøe, udtaler til Valby Bladet: "Rapporten kommer ikke et sekund for tidligt. For den indgår samtidig som et element i den trafikstrategi for Valby, som Valby lokaludvalg laver sammen med Københavns kommune. En strategiplan, der kommer til høring i begyndelsen af det nye år - og vil blive fulgt op af et borgermøde, hvor letbanen vil blive diskuteret med borgerne i Valby".

Letbanerapporten dokumenterer, at en letbane med moderne sporvogne er en ideel løsning på bydelens voksende trafikproblemer, ikke mindst den nye Carlsberg-bydel, der vil bestå af 6.000 nye beboere og 10.000 nye arbejdspladser. Bydelen forventes at generere 20.000 nye bilture, men en letbane vil på få minutter kunne bringe folk til metrocityringen på Enghave Plads, eller til S-tog, fjerntog og busser ved Valby station.

Letbanen kan samtidig betjene de kommende byudviklingsområder ved F.L.Schmidth og Grønttorvet. Modellen opererer med en ny buet bro over Jernbanen ved Gl. Jernbanevej, kun for letbanen. Den vil give den ekstra kapacitet, som der er hårdt brug for på tværs af jernbanen ved Valby station.

Tracé over Jernbanegraven i Valby
Tracé ved Valby station med ny buet bro over Jernbanen ved Gl. Jernbanevej.
 

Skinnetrafik til Hvidovre Hospital

Letbanen videreføres fra Valby station til Hvidovre hospital og kommune, der således får et væsentligt trafikalt løft med en ny trafikforbindelse på skinner.

Hvidovre Hospitals hovedopgave er at undersøge og behandle 460.000 borgere i den sydlige del af hovedstaden og en række andre patienter. Hospitalet er aktivt inden for forskning og udvikling. Derudover hører det til et af de hospitaler i Hovedstadsområdet, der skal udvides kraftigt i forbindelse med den nye sygehusreform.

Letbanen vil derfor være et væsentligt løft for hospitalets fremtidige aktiviteter, der vil understøttets af den mobilitet som en ny bane vil give. Det vil gavne de mange ansatte, forskere, besøgende og patienter til og fra behandling, herunder gangsbesværede og mødre med barnevogne, der alle får god plads i letbanen med niveaufri ind- og udstigning ved hovedindgangen.

Valg af kollektiv trafikform

Forundersøgelsen, som Lokaludvalget har været med til at finansiere, giver to positive svar på to meget væsentlige spørgsmål: "Er der passagergrundlag og et perspektiv for byudvikling, der gør det meningsfyldt? Og kan det lade sig gøre?" For begge punkter er svaret et ubetinget ja.

Carlsberggrunden har tidligere forsøgt at få en metrostation, men blev afvist, og en busløsning på strækningen vil ikke kunne løse opgaven mærkbart bedre end linje 1A gør i dag. Derfor er en letbaneløsning det bedste bud på løsningen af bydelens stigende trafikproblemer.

/ME


Relaterede nyheder:

Letbane til Carlsberg-bydelen

forslag til ny højklasset kollektiv trafikløsning for den nye Carlsberg bydel. (01.09.10)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   

Læs rapporten her:

VALBY LETBANE VISION.
Valby Lokaludvalg
(Dec. 2010)
Forslag til linjeføring
Linjeføring og opland
Klik på kortet.
 
 

Læs mere her:

Letbanen er et realistisk alternativ i Valby.
(Valby bladet 21.12.10)
Lokaludvalg går i letbanetanker - side 5.
(Valby Bladet 18.08.10)
Planche: Letbane til Carlsberg-bydelen.
Valby Kulturdage.
Valby Lokaludvalg.

 
Valby lokaludvalgs logo



 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret link 21.09.11