Letbaner.DK
 
Letbane-aftalen forpligter stadig Aarhus
Nyhed 00694  
Forside
Nyheder
Klip fra Pressen
DERFOR Letbaner
I Danmark
I Udlandet
Hvad er Letbaner
Videoer
Link
Om Foreningen
Kontakt
Støttemedlemmer
Arkivet
Tilbage
Næste


Visualisering af stoppested ved åen i Thorvaldsensgade. Foto: Aarhus Kommune

 

LETBANE-AFTALEN FORPLIGTER STADIG AARHUS

 
25.10.26

"Det bekymrer mig, at letbanens anden etape allerede omtales som "stendød", før forligspartierne har truffet deres endelige beslutning".

 
Det skriver Polly Bak Dutschke i Aarhus Stiftstidende d. 20.10.26.

 
Det tidligere byrådsmedlem af Aarhus Byråd for Moderaterne, Polly Bak Dutschke, Aarhus N går i rette med den aktuelle debat om letbanens etape 2 på Rådhuset og i Stiftstidende.

 
Letbaner.dk oplever også via debatten at enkelte medlemmer af Aarhus byråd og Stiftens redaktion lugter blod, og de forsøger nu at kvæle barnet i opløbet.

 
Sagen er bare at prisudviklingen og især politiske beslutninger har belastet budgettet for etape 2 ud over det rimelige. Det gør ikke etape 2 til et dårligt valg.

 
Odense oplever en lignende prisudvikling, men der ryster man ikke på hånden i forhold til deres etape 2 af letbanen. Den bliver måske bare udsat.

 
Vi citerer her kronikken i Aarhus Stiftstidende fra d. 20.10.26 af Polly Bak Dutschke, tidligere byrådsmedlem af Aarhus Byråd for Moderaterne:

 

 
I kan ikke trylle milliarder frem - men letbane-aftalen forpligter stadig

 
Jeg var selv med til at indgå den grønne mobilitetsaftale i Aarhus. Det gjorde jeg, fordi vi har et ansvar for, at mennesker også fremover kan komme på arbejde, til uddannelse og hjem til familien. Og fordi vores klimaambitioner kræver handling.

 
Derfor bekymrer det mig, at letbanens anden etape allerede omtales som "stendød", før forligspartierne har truffet deres endelige beslutning.

 
For mig handler det også om noget helt grundlæggende: Kan borgerne regne med det, vi politikere siger og indgår aftaler om?

 
Hvis vi igen og igen lover en retning, indgår aftaler og siden undlader at føre dem ud i livet, svækker vi tilliden til det politiske arbejde. Det er dybt problematisk. En underskrift skal have værdi, også når gennemførelsen bliver vanskelig.

 
Ja, letbane koster mange penge. Men køer på vejene og utilstrækkelig kollektiv trafik har også en pris. Vi skylder borgerne at undersøge mulighederne grundigt, før vi opgiver den retning, vi selv har aftalt.

 
Kommunens egen status viser, at biltrafikken er steget med to procent i kørte kilometer fra 2023 til 2025. Samtidig er fremkommeligheden i myldretiden presset på flere af byens store veje. Trafikken bliver altså ikke mindre af, at vi venter.

 
Den samme status viser, at centrale forudsætninger for mobilitetsplanens CO2-reduktioner er udfordret. Der mangler både finansiering og lovgrundlag for nogle af indsatserne. Vi kan derfor ikke tage for givet, at vi når de mål, vi har sat.

 
Letbanen kan ikke løse hele klimaudfordringen. Men hvis vi opgiver en væsentlig investering i den kollektive trafik, må vi forklare, hvad vi sætter i stedet, og hvordan det bringer os tættere på målene.

 
Vi kan ikke vedtage klimaambitioner og samtidig undlade at træffe de beslutninger, der skal gøre dem mulige.

 
I 2025 var der godt seks millioner påstigninger på Aarhus Letbane. Bag tallene står mennesker, der bruger letbanen til arbejde, uddannelse, hospitalsbesøg og fritidsliv.

 
Vi skal også være ærlige: Passagertallet faldt fra omkring 6,35 millioner i 2024 til 6,05 millioner i 2025. Kommunen peger blandt andet på bremseproblemer og tog ude af drift som en mulig forklaring. Det skal løses. Borgerne skal kunne regne med, at toget kommer.

 
En velfungerende letbane kan give flere et attraktivt alternativ til bilen og dermed lette presset på vejene. Det gavner også dem, der er afhængige af bilen: håndværkeren, hjemmeplejen og familier, hvis hverdag kræver transport, som den kollektive trafik ikke kan dække.

 
Når vi hører, at der mangler omkring 1,7-1,8 milliarder kroner, fortjener borgerne en forståelig forklaring.

 
Kommunens statusrapport forudsætter, at staten bidrager med cirka 1-1,1 milliarder kroner til selve strækningen. Kommunen har samtidig planlagt at spare 813 millioner kroner op frem mod 2034. Med de forudsætninger mangler der omkring 240 millioner kroner til selve banen.

 
Det store finansieringsbehov opstår, når nye tog og et nyt depot lægges oveni. Ifølge rapporten forventes tog og depot lånefinansieret. Hele beløbet skal derfor ikke nødvendigvis findes kontant i kommunekassen på én gang. Men renter, afdrag og drift skal kunne rummes i fremtidens budgetter.

 
 
Økonomien er alvorlig. Netop derfor skal den forklares præcist og åbent.

 
Før projektet begraves, bør Aarhus Kommune fremlægge en konkret finansieringsplan.

 
Statens bidrag skal afklares: Hvor meget kan Aarhus få, på hvilke betingelser og hvornår? Er der mulighed for yderligere medfinansiering?

 
Mulighederne for lån til tog og depot skal beskrives: Hvad bliver den årlige udgift, og hvordan skal den dækkes?

 
Kommunen bør også undersøge, om depotet kan tilpasses, togindkøbet tilrettelægges anderledes, eller anlægget opdeles i etaper. Det er ikke sikkert, at mulighederne gør projektet billigere. Men de bør beregnes, før de afvises.

 
Byrådet skal samtidig prioritere åbent og fortælle, hvilke andre investeringer der eventuelt skal vente.

 
Hvis alternativet bliver busser eller BRT, skal borgerne kunne se pris, kapacitet og fremkommelighed. En alternativ løsning skal også kunne vurderes på sit bidrag til klimamålene.

 
Den grønne mobilitetsaftale fra august 2024 valgte letbane som teknologi mellem Spanien og Brabrand. Det Konservative Folkeparti var med, mens Venstre ikke var det. Venstre tilsluttede sig derimod den nationale infrastrukturaftale fra 2021, som omfatter midler til letbane- og BRT-løsninger, blandt andet i Aarhus. De to aftaler skal holdes adskilt.

 
En aftale er ikke en blankocheck. Ændrede forudsætninger kan kræve ændrede beslutninger. Men det forpligter politikerne til at forklare sig, undersøge løsninger og tage ansvar for konsekvenserne.

 
Ifølge Stiften er der allerede brugt 69,6 millioner kroner på at undersøge anden etape, heraf 29 millioner fra kommunen. De penge er ikke i sig selv en grund til at bygge videre. Men den viden, vi har betalt for, skal bruges til en grundig beslutning.

 
Mit ønske er et transportsystem, hvor letbane, busser, cykelstier og parkér og rejs-anlæg fungerer sammen. Hvor også de mindre byer får gode forbindelser til arbejdspladser og uddannelser. Og hvor man kan rejse både ind til Aarhus og ud til oplandet.

 
Jeg var med i mobilitetsaftalen, fordi jeg tror på det ansvar.

 
Jeg forventer ikke, at politikerne kan trylle milliarder frem. Jeg forventer, at de styrer økonomien, arbejder for at gennemføre deres aftaler og fremlægger holdbare alternativer, hvis noget må ændres.

 
Biltrafikken vokser, og klimamålene kræver handling. Det går ikke, at vores ambitioner bliver stående på papiret.

 
Aarhus har brug for en trafik, der hænger sammen -

 
- Og for politikere, hvis ord gør det samme, - slutter Polly Bak Dutschke i Aarhus Stiftstidende.

 


 
 
/HB - Kilde: Aarhus Stiftstidende d. 20.10.26
 

 

Se indlæg fra Aarhus Stiftstidende

Mangel på penge er ikke det samme som, at letbanen er en dårlig investering. Letbaner.dk (Login) (Aarhus 20.10.26)
I kan ikke trylle milliarder frem - men letbane-aftalen forpligter stadig. Polly Bak Dutschke, tidligere medlem af Aarhus Byråd (Login) (Aarhus 20.10.26)
Uanset om vi får mere letbane eller ej, så har vi jo allerede trafikalt kaos (Aarhus 16.10.26)
Ny letbanestrækning kan være stendød: Så mange millioner er der brugt (Aarhus 10.10.26)
Lederskribent: Træk nu plasteret af: Aarhus kan ikke holde til mere letbane (Aarhus 10.10.26)
 
 

Andre nyheder:

24.000 BRUGER DEN HVER DAG

En måned med Hovedstadens Letbanen i fuld drift: 24.000 passagerer bruger den hver dag. (23.10.26)

Aarhus Letbane – Etape 2 til Brabrand

Aarhus Byråd har i 2025 besluttet, at etape 2 fra Spanien til Brabrand skal anlægges som letbane og ikke som BRT-bus. Læs her om banens forløb. (21.02.26)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold